Travlhed, træning og julefrokoster

At holde formen ved lige i julen

Vi kender det alle. Vi har utrolig travlt her op til jul. Mange af os har mere at se til på jobbet, og weekenderne er optaget til julefrokoster. Det kan i denne tid være svært at finde tiden til at holde sig i god form. Paradoksalt nok er det nu, det er mest vigtigt, da kalorieindtaget for de fleste af os er væsentligt forhøjet i denne tid. Jeg har selv i mange år kommet frem til ”Jamen så giver jeg den bare en ekstra skalle efter nytår” Det er også lykkedes mig mange gange med et sundt nytårsforsæt, men det er et faktum at, hvis jeg holder det nogenlunde ved lige op til nytår – Ja så er det bare så meget nemmere at komme godt i gang. Der er dog stadig problemet med tiden! – Jeg giver her et par hurtige måder til at holde formen ved lige.

Øg intensiteten og forkort træningspasset

Lad være med at tænke på lange træningspas for at forbrænde fedt. Dette kan vi gøre efter nytår. Gå derimod efter at træne med korte træningspas for fuld intensitet. Dette kan eksempelvis være:

Konditionstræning

Hvor du normalt tager over 30 minutter med en puls i området 60 – 70% på motionscyklen, romaskinen eller crosstraineren så prøv med 15 minutters intervaltræning. Kør 2 minutter i det høje område 90-95% af din makspuls og 1 minut, hvor du kører mere roligt og får vejret igen.

Styrketræning

Ovenstående kan også sagtens overføres til andre træningsformer eks. muskeltræning med vægte. Prøv at sætte to øvelser sammen, så du ikke holder pause imellem eks. squat og bænkpres. Lav et sæt squat á 10 gentagelser, gå direkte videre til bænkpres, et sæt á 10. Hold 90 sekunders pause og start forfra. På den måde kommer pulsen samt forbrændingen helt i vejret. Hold dig til store øvelser for hele kroppen såsom squat, bænkpres, pull-ups, lunges, dødløft og gem de mindre øvelser til efter nytår. Vi har lavet et træningsprogram, hvor der netop er fokus på styrketræning med høj forbrænding.

Dette er ikke raketvidenskab, men stadig godt at huske på.

Husk det er MEGET bedre at gøre lidt end ikke at gøre noget.

At træne hjemme med det rigtige træningsudstyr er selvfølgelig den måde, du kan spare mest tid af alt. Det er ikke nemt at komme ned i et træningscenter og bruge under 2 timer inklusiv transporttid m.m.

vendikkeryggentildintræning